Halvdelen af hjertestarterne kan ikke bruges i nødsituationer

Hjertestartere, der skal redde liv, er i mange tilfælde utilgængelig for dem, der skal bruge dem.

Kollegieværelser udlejes ulovligt på Airbnb

Kollegianere fristes til at leje ungdomsboliger ud via Airbnb, men det er klart ulovligt.

Trump og Clinton leverer hårde personangreb i ophedet debat

Det var ikke en præsidentdebat med en traditionel god tone, der fandt sted i USA i nat.

Terrorsagen mod vennerne fra Mjølnerparken: I dag falder afgørelsen

Skæbnedag for fire unge mænd fra Nørrebro. I dag afgør retten, om de hjalp Omar El-Hussein.

Så skifter vejret til mere efterår

Vi kan i dag vente et skifte i vejret, hvor det efterhånden bliver mere blæsende, og der er mulighed for lidt regn.

Nyhedsanalyse: Hilliary Clinton i direkte angreb på Trumps nul-skat

Hårde, direkte personlige slag, men ingen direkte under bæltestedet. Et uafgjort opgør uden store overraskelser, nye vinkler eller ny strategi.

Op mod 100 millioner TV-serere så natten til tirsdag den første direkte direkte TV-debat mellem USAs to præsidentkandidater, demokraternes Hillary Clinton, og republikanernes Donald Trump. Ingen af dem fejlede spektakulært, ingen af dem formåede omvendt at tilføje valgkampen nye dimensioner.

Hillary Clinton fremviste, helt som forventet, den mest erfarne og polerede debatstil og afbrød kun Trump ganske få gange. Trump fik mere taletid, han afbrød især i den første halvdel af den halvanden time lange debat meget, og ordstyreren fra NBC kunne ikke begrænse de korte svar. Men omvendt var Trump mere afdæmpet end i tidligere debatter med de republikanske modkandidater.

Dermed synes det oplagt, at de første efterfølgende meningsmålinger fortsat vil vise et uhyre tæt kapløb, hvor Hillary Clinton i et gennemsnit af målingerne fører med med ca. 2 procentpoint.

Det mest åbenlyse forkerte angreb var sandsynligvis, at Donald Trump beskyldte 68-årige Hillary Clinton for at “have bekæmpet Isis hele sit voksne liv”. Terror-organisationen har eksisteret i mindre end 10 år.
Måske overraskende var Hillary Clinton mest personligt i offensiven. Hun gik i direkte angreb på Donald Trumps manglende selvangivelser.

“Hvad er det, han skjuler? At han er mindre rig, end han siger, at han giver mindre til godgørende formål, at han ikke betaler føderale skatter, at han ikke betaler til forsvaret, til skoler, til sundhedvæsenet. Det viser de oplysninger, vi hidtil har set,” sagde Hillary Clinton, der blev afbrudt af Donald Trump med “Det viser, jeg er smart” om de de manglende skatter.

Men det er uvist, om Donald Trump inden valget – som det er amerikansk tradition – vil fremlægge sine selvangivelser. Han lovede, “mod mine advokaters råd” at gøre det, når Clinton frigiver sine 30.000 mails fra den meget omtalte private server i sin tid som Udenrigsminister. Men ordstyreren, NBCs Lester Holt, formåede ikke at få lukket den aftale.

Hillary Clinton angreb med citater fra Trump, der har kaldt kvinder “grise og hunde”, den republikanske præsiden-kandidats kvindesyn. Svaret fra Trump var en henvisning til Clintons mange negative valgreklamer. “Jeg ville også sige noget meget grimt om Hillary Clinton og hendes familie”, men jeg gør det det ikke” sagde Trump, der inden debatten havde truet med at placere Gennifer Flowers, fhv. præsident Bill Clintons tidligere elskerinde, på første række i salen.

Efterfølgende forklarede Trump i spinrummet, at han ikke havde talt om Bill Clintons privatliv, fordi parrets datter, Chelsea, var i salen.

Som under hele kampagnen var Donald Trumps gennemgående tema, at andre lande, især Kina og Rusland, stjæler amerikanske job. Det vil han stoppe med massive skattenedsættelser til erhvervslivet, hvor bl.a. selskabsskatten skal reduceres fra 35 til 15 pct. samt med importafgifter og genforhandling af handelsaftaler med tredjelande.

Men konsekvenserne for den globale økonomi af en importafgift på 45 pct. på varer fra Kina, blev ikke berørt.

Hillary Clinton svarede igen med en afvisning af, at skattenedsættelser til de rigeste vil hjælpe USAs økonomi, hun tror ikke på en “trickle-down” effekt, og hævder, at Trumps planer vil forøge USAs offentlige gæld på 19-20 billioner dollar med yderligere fem billioner dollar. Hendes egen plan vil, siger skaffe USA 10 mio. nye job, mens 3,4 mio. job vil blive tabt, hvis Trumps økonomiske plan gennemføres. En påstand, som straks blev afvist af fact-tjekkere fra blla. CCN Money og Oxford Economics. Moodys har beregnet, at der kun er 3 mio. nye job, idet de restende 7 mio. vil komme helt uden nye tiltag.

Hillary Clinton var svag i sin forklaring på, hvorfor hun angivelig har skiftet holdning, fra positiv til negativ, på holdning til USA’s store handelsaftale i Sydøstasien, TPP. Aftalen med EU, TTIP, verdens potentielt største frihandelsaftale, der betragtes som kuldsejlet, blev ikke berørt.

Donald Trump var ligeså svag i i forsvaret for krigen i Irak, hvor han benægter dokumentation for at have støttet den krig, han nu kalder en enorm fiasko.

Tilsvarende gled Trump af på et spørgsmål om, hvad han mente med en tidligere vurdering af, at Hillary Clintion ikke har “udseendet” til at være præsident. Trump henviste til “stamina” og understregede, at det har den demokratiske kandidat ikke. Med et af de brede, afbevæbnede smil, der var det foretrukne våben overfor flere af Trumps påstande, svarede Clinton, at når Trump havde rejst i 120 lande og forhandlet våbenhviler, handelsaftaler, etc. og havde siddet 11 timer i en Kongres-høring, så havde han lov at tale om stamina.

TV-værten Jerry Springer sammenfattede debatten med et tweet, “Hillary hører hjemme i det Hvide Hus, Trump på mit show”, men sandsynligheden taler for, at ca. 40 pct. af USAs vælgere stadig mener noget andet. Der er nu ca. seks uger til valget og udfaldet er vidtåbent.

Politiet tager hidtil usete midler i brug i kampen mod fodboldvold før FCK-kamp

[unable to retrieve full-text content]

Debat: Ingen ønsker at skade sit barn

I JP 24/9 bruger Ayhan Al Kole sin personlige oplevelse med omskæring til at foreslå et forbud imod drengeomskæring. Han beskriver sig selv som et forsvarsløst dyr, der bliver holdt i arme og ben, og som husker smerten. Nærmest som om forældrene insisterer på at skade barnet.

Jeg synes, at denne fremstilling er problematisk. Efter dansk lovgivning skal der være en læge til stede ved omskæringen, som i øvrigt ikke må udføres, hvis drengen er i stand til at forstå situationen og modsætter sig. Smertelindring er et krav ifølge sundhedsmyndighedernes bestemmelser.

Det jødiske omskæringsritual foretages på ottendedagen og tager få sekunder, hvorfor barnet ikke oplever noget traume i forbindelse med indgrebet. Modsat dén oplevelse, som Al Kole beskriver, er denne type omskæring altså både ukompliceret, ufarlig og helt på linje med den praksis, man finder i USA, hvor godt halvdelen af alle mænd omskæres ved fødslen. Ritualet opfattes bredt af jøder som noget positivt, der binder familien sammen om en fælles tro og fælles historie. Ingen ønsker at skade sit barn, og man ville aldrig gøre det, hvis man havde oplevet det som noget negativt.

Al Kole mener ikke, at valget kan træffes af forældrene. Men der er tale om et valg, der – i fravær af sundhedsmæssige risici – svarer til mange af de andre valg, som forældre træffer på barnets vegne. Det kan ikke udgøre en legitim begrundelse for et forbud mod omskæring, at barnets selvbestemmelsesret ikke respekteres, når dette ikke er tilfældet i utallige og langt mere vidtgående situationer. Noget så banalt som forældrenes holdning til børns kost og motion har enorm betydning for barnets fysiske udvikling og sygdom senere i livet. Det blander vi os ikke i. Så et forbud begrundet i barnets selvbestemmelsesret kan kun opfattes som ude af proportioner med, hvad vi som samfund normalt blander os i. Derfor kan jeg kun se støtten til et forbud som udtryk for et samfund, der ikke ønsker at tage hensyn til og udvise respekt for minoriteter og deres kultur-religiøse praksis.

Debat: Danskernes retssikkerhed bør styrkes

I mange år har finans- og flygtningepolitikken været de altdominerende temaer i dansk politik. Det er indiskutabelt vigtige områder, men de må ikke betyde, at andre grundlæggende temaer – såsom borgeres og virksomheders retssikkerhed – ryger i baggrunden.

Derfor er det tid til at give retssikkerheden et serviceeftersyn, og politikerne kunne med fordel gøre det til en del af de igangværende forhandlinger om finansloven og 2025-planen. Lad mig give et par enkelte eksempler.

Siden retshjælpsreformen i 2007 har det offentlige brugt markant færre penge på ordningen, der skal sikre, at også borgere med begrænsede økonomiske midler kan få advokatbistand. Omkring 40 pct. af danskerne har faktisk et retskrav på offentlig retshjælp, men det er mere teori en virkelighed.

Ordningen er udsultet

Virkeligheden er, at ordningen er blevet udsultet gennem de senere år. Helt slemt står det til uden for de store byer, hvor der ikke findes retshjælpskontorer. Her har den lokale advokat typisk varetaget denne vigtige funktion, men for mange advokater er kravene til, hvad de skal tjekke og kontrollere i den slags sager, så bøvlede og bureaukratiske, at de ganske enkelt ikke har råd til at tage dem. Samtidig er det blevet sværere at drive advokatvirksomhed i de små byer – særligt efter retskredsreformen, hvor mange lokale byretter er blevet lukket. Resultatet er en koncentration af advokater i de store byer.

Tilbage står borgerne i de tyndtbefolkede områder med en udhulet retssikkerhed – især de mennesker, der ikke har den store pengepung. Kan vi virkelig være det bekendt?

Vi plejer at bryste os af, at vi er et meget lige land, men er vi nu også det, når det kommer til retssikkerhed? Skal man kun kunne få ret, hvis man har råd, og skal postnummeret virkelig være afgørende?

Den sejlivede fjende er lovsjusk

Min påstand er, at man for et relativt beskedent beløb kan sikre en ordentlig retssikkerhed overalt i landet – for alle borgere. Når politikerne alligevel flytter statslige arbejdspladser til provinsen, kunne de passende flytte retssikkerheden med.

Man bør også fjerne tidslen i regeringens finanslovsudspil, der indeholder besparelser på retssikkerheden for 15 mio. kr. årligt fra næste år. Ved at skære på forsvarsadvokaterne, fri proces og advokathjælp, som regeringen lægger op til, udvander man retsstatens princip om ”equality of arms” – altså at begge parter har lige gode muligheder for at kæmpe deres sag.

Det bringer mig frem til retssikkerhedens mest sejlivede fjende – nemlig lovsjusk.

Alle regeringer – røde som blå – siger, at de vil sikre en høj lovkvalitet, men i den virkelige verden er der desværre en diskrepans mellem, hvad der står på det glittede regeringspapir, og hvad der så sker i dagligdagen.

Ingen modsiger princippet om, at det er en god idé at høre relevante eksperter, organisationer og lignende, inden man sætter lovmaskinen til at kværne, men hvordan fungerer politikernes ”reality-check” af lovgivningen så i virkeligheden?

Mere end en tredjedel af de lovforslag, der blev sendt i høring i folketingsåret 2015 til 2016, overholdt ikke den høringsfrist på mindst fire uger, som er den gældende anbefaling fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen. Det er desværre ikke en ny tendens. Faktisk kan man opleve høringsfrister helt ned til ganske få dage.

Så er det jo ikke så sært, at politikerne kan komme til at vedtage noget, som ikke er ordentligt gennemtænkt og gennemarbejdet, og som kan være svært at anvende og omsætte i praksis.

Jeg håber derfor, at et bredt flertal i Folketinget igen vil sætte retssikkerheden på dagsordenen og tænke over, at det er vigtigt, at alle får en fair chance for at få juridisk bistand.

JP mener: Giv udflytningsplanen en hånd

De socialdemokratiske borgmestre i og omkring København er oprørte over regeringens plan om at flytte statslige arbejdspladser ud til hele Danmark.

Omsorgen for de ramte medarbejdere vil næsten ingen ende tage. Det er synd ikke alene for de berørte ansatte, men også for familier og vennekredse, lyder det.

Københavns overborgmester, Frank Jensen, slår ligefrem til lyd for, at hele udflytningsplanen skal genovervejes, fordi den ifølge ham dybest set kun tjener til, at Venstre kan hente tabte stemmer i det jyske tilbage fra Dansk Folkeparti.

Man behøver næppe være politisk analytiker for at gennemskue, at Frank Jensen selv fisker efter stemmer i København. Måske skulle man stilfærdigt minde overborgmesteren om hans eget jyske ophav, og hvordan han tidligere gjorde sit for at appellere til valgkredsen i Aalborg. Nu har han tilsyneladende glemt sine jyske rødder og sætter al energi ind på at please de nye naboer i København. Netop den holdning er katastrofal for det såkaldte Udkantsdanmark. Faktisk er der adskillige jyder, også fra de fjerneste områder fra hovedstaden, som har magtfulde topposter i Danmark, og som er flyttet til København eller omegn for at gøre karriere. Hvis de ikke vil stå ved deres ophav eller gøre deres for at støtte den egn, som de er rundet af, så kommer det til at knibe med sammenhængskraften i Danmark.

Der er ikke tvivl om, at det i øjeblikket kan virke uoverskueligt for en familie at skulle flytte fra en landsdel til en anden. Men man må minde om, at Danmark ikke er større, end at man kan nå fra det ene yderpunkt til et andet på én dag. For mange familier, f.eks. inden for militæret, har det at flytte været en del af tilværelsen.

Heldigvis tyder det på, at Socialdemokratiet fortsætter opbakningen til planen om at sprede de statslige arbejdspladser i Danmark. Partiets landdistriktsordfører, Magnus Heunicke, gør det på en pæn måde klart, at det er klynk, når de socialdemokratiske borgmestre hævder, at hovedstadsområdet bliver bekæmpet fra politisk side.

Det altafgørende for yderområderne er, at der skabes arbejdspladser, som gør det muligt at bo, arbejde og virke på en egn. Netop det forhold har ”Oprør fra udkanten” effektivt sat på dagsordenen, og det viser sig da også, at når fantasien får lov at blomstre, så er der gode idéer til at skabe liv på landet. Men det er også lettere beskæmmende at erfare, at livet uden for storbyerne tilsyneladende er så lidt attråværdigt, at et hotel på Ærø har problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft.

Enhver, som har taget turen væk fra motorvejen gennem Jylland, vil have erfaret, at alt for mange landsbyer ligger som tomme kulisser langs hovedvejen. Andre er i gang med at forvandle sig til egnsmuseer, som storbyens borgere kan drage ud til for at trække frisk luft, snuse til det oprindelige liv på landet og smage den lokale mad. Heller ikke det er løsningen på de udfordringer, som store dele af Danmark står med.

Statslige arbejdspladser kan alene ikke vende en afvikling, men de kan være med til at skubbe udviklingen i den rigtige retning. Derfor er det vigtigt, at udflytningsplanerne bakkes op både fra centralt politisk hold og administrativt hold som en gestus og som en tilkendegivelse af, at man vil hele Danmark. Hovedstaden er ikke forsømt, og den har ganske givet kraft til at rejse sig og udvikle sig uden politisk fødselshjælp fra en trængt overborgmester, som er draget ud på stemmefiskeri på andres bekostning.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and Themater
Bitnami